Så er vi lidt over halvvejs...

Så er vi lidt over halvvejs i denne udlandske praktik...

Vi er begge enige om at vi glæder os til at komme hjem til Danmark og være noget for vores egne ældre. Vi har lært nogle gode gloser, der gør at vi kan oplyse beboerne om hvad vores næste træk vil være. Det er dog noget frustrerende ikke at kunne tale sproget og derved være i stand til at yde en fyldestgørende indsats. Det er en lettelse hver gang vi skal ind og hjælpe en beboer der kan tale og forstå engelsk eller dansk. Vi oplever også at personalet her benytter den force vi har med sproget og specielt hos de skandinaviske beboere får vi lov at være på egen hånd. Ellers er vores opgaver her meget f.eks. at rede seng og være med til forflytninger. Vi står meget på sidelinjen, da vi har en opfattelse af at personalet hellere selv vil tage opgaverne end at skulle vente på at vi gør det. Vores tempo er langsommere, men vi er også noget mere grundige samt vi giver os tid til at tale med beboerne.

I denne uge er vi igen i dagvagt og vores fornemmelse er at aftenvagterne har nemmere ved at kapere at vi er med. Stemningen er helt anderledes end i sidste uge, hvor den var meget mere løssluppen og vi hyggede os virkeligt med aftenpersonalet. Denne uge har flere af os fornemmelsen af at være lidt i vejen. Det skal dog også siges, at samtidig med at vi er fem danskere i dagvagten, så er her også fire spanske praktikanter, så der er mange ekstra hænder. Det er for personalet også nemmere for personalet at skulle tale spansk end engelsk som de fleste jo har svært ved. Kunne vi tale spansk eller kunne personalet gøre sig mere forståelige på engelsk, ville vi kunne konfrontere dem med vores frustrationer og derved kunne nogle af de signaler vi synes at opfatte, forhåbentlig manes til jorden. Men det er jo en del af oplevelsen og udfordringen ved at være i en fremmed kultur.



Her forfindes materialer til sårskift m.m.

 

Siden vores evaluering i sidste uge, har vi efterfølgende kunnet se at lederen her har taget nogle af vores observationer op med personale gruppen. Man er bl.a. begyndt at bruge stå liftene her i større omfang, dog spænder man ikke beboerne med selen, hvorfor vi har set flere af dem være ved at glide ud af selen. Hvis vi påtaler dette, er svaret at det ikke er nødvendigt at gøre. Alt går bare så hurtigt her, så vores opfattelse er, at det tager ekstra tid og derfor fravælges det. Med hensyn til medicingivning, så er her også sket et tiltag. Nogle af sygeplejerskerne giver nu beboerne hele piller i munden med mulighed for at skylle dem ned. I starten af vores praktik fik mange af beboerne medicinen gemt i maden eller knust og hældt ovenpå maden. Dette resulterede i at mange selvfølgelig ikke havde lyst til at spise maden og skulle spise under tvang.

 

 

I morgen skal vi følges med sygeplejersken rundt og vi glæder os til at være med i nogle andre arbejdsopgaver. Hidtil har vores arbejdsopgaver været meget som social og sundhedshjælpernes. Hvad medicinen angår, har vi haft svært ved at se, hvordan de holder øje med at beboerne får deres medicin og om der er nogle systemer de følger, for det har indtil nu - for os - set lidt tilfældigt ud. Ligeledes med sårskifte, vi har ikke været med til dette, men har observeret at det foregår overalt på plejehjemmet. Oftest lige der, hvor beboeren befinder sig i det øjeblik det er tænkt at skulle gøres.