Meget snart er vores eventyr her i Benalmádena slut. I
morgen har vi sidste arbejdsdag på plejehjemmet og torsdag morgen kl. 7 bliver
vi hentet af Mette fra Venga, som kører os til lufthavnen i Malaga.
Vores ophold her har været utrolig spændende. Vi vil ikke
sige at vi fagligt er blevet meget klogere, men vi har lært at værdsætte det vi
gør i Danmark. Vi har fået slået fast, hvorfor vi i Danmark i en del
plejesituationer gør som vi gør. Vi har fået nogle gode snakke indbyrdes om hvorfor
det f.eks. er så vigtigt at give sig god tid og være tålmodig i samværet med
demente. Vi har virkelig reflekteret en del den sidste måned. Ligeledes har vi
lært meget om os selv og hvordan vi reagere i uvante situationer. Fra start var
vi fast besluttede på at skulle sige fra. Dette viste sig fra dag ét, at være
meget sværere end forventet. Når vi f.eks. har været hos en borger sammen med
et spansk personale og er blevet bedt om at hjælpe til i en - i Danmark –
”helt-hen-i-vejret” forflytning, så har
vi at hensyn til vores spanske kollegaer ikke kunnet sige fra, da det ville
betyde at hun selv har skullet foretage forflytningen. De ville hurtigt være blevet trætte af at
høre os sige: no, no ,no, no :-)
Det at kommunikere med personalet og borgerne har været den
absolut største udfordring. Vi har gjort flittig brug af det nonverbale og
brugt mange fagter, lyde og underlige bevægelser J
Vi har dog fået lært nogle gode korte sætninger og ord, der har hjulpet os godt
på vej. De nordiske borgere har givet udtryk for at have været glade for vores
tilstedeværelse. Hos dem har vi fået rimelig frie tøjler og borgerne har nydt
at vi har givet os god tid til dem. Også de britiske borgere har virket glade
for at have kunnet kommunikere med os. Vi har under opholdet her ofte talt med
en terminal - netop britisk – borger og har fået adskillige smil og gode grin
frem hos ham. Borgeren døde for nyligt og da vi efterfølgende fik muligheden
for at tale med hans familie, der var komet her til fra England, fortalte de os
at han havde omtalt de søde danske piger der havde været her for ham. Det gav
os en varm fornemmelse indeni at tale med dem og ikke mindst at kunne fortælle
dem om nogle at de situationer, hvor vi havde grinet med deres far/svigerfar og
hvordan han havde haft det de sidste dage.
Til trods for at det er et internationalt plejehjem, har det
overrasket os, hvor svært det er for både personalet og ikke mindst ledelsen at
tale engelsk. Vi har talt med flere pårørende, der har ytret at det gør det
meget besværligt ikke at kunne tale spansk. Bl.a. lever englænderne her i deres
egne små ”ghettoer” med engelske pubber og indkøbsmuligheder, og gør sig ikke
den ulejlighed at lære sproget. Dette kan vise sig at være en stor ulempe,
hvis/når man blive afhængig af hjælp her.
Alt i alt har det været en fantastisk oplevelse at være her.
Dog savner vi vores familier og venner m.fl. i Danmark rigtig meget! Vi er
enige om at vi glæder os til at komme i gang på hvert vores plejecenter i
Danmark. Vi håber at vi hurtigt kan vænne os af med de dårlige vaner vi her har
fået os og skræmmende nok også har taget til os i et vist omfang :-)
Til dem der tænker at dette kunne de også godt tænke sig at
prøve, kan vi kun sige…..GØR DET!!!!
