En arbejdsdag tilbage....

Meget snart er vores eventyr her i Benalmádena slut. I morgen har vi sidste arbejdsdag på plejehjemmet og torsdag morgen kl. 7 bliver vi hentet af Mette fra Venga, som kører os til lufthavnen i Malaga.

Vores ophold her har været utrolig spændende. Vi vil ikke sige at vi fagligt er blevet meget klogere, men vi har lært at værdsætte det vi gør i Danmark. Vi har fået slået fast, hvorfor vi i Danmark i en del plejesituationer gør som vi gør. Vi har fået nogle gode snakke indbyrdes om hvorfor det f.eks. er så vigtigt at give sig god tid og være tålmodig i samværet med demente. Vi har virkelig reflekteret en del den sidste måned. Ligeledes har vi lært meget om os selv og hvordan vi reagere i uvante situationer. Fra start var vi fast besluttede på at skulle sige fra. Dette viste sig fra dag ét, at være meget sværere end forventet. Når vi f.eks. har været hos en borger sammen med et spansk personale og er blevet bedt om at hjælpe til i en - i Danmark – ”helt-hen-i-vejret”  forflytning, så har vi at hensyn til vores spanske kollegaer ikke kunnet sige fra, da det ville betyde at hun selv har skullet foretage forflytningen.  De ville hurtigt være blevet trætte af at høre os sige: no, no ,no, no :-)

Det at kommunikere med personalet og borgerne har været den absolut største udfordring. Vi har gjort flittig brug af det nonverbale og brugt mange fagter, lyde og underlige bevægelser J Vi har dog fået lært nogle gode korte sætninger og ord, der har hjulpet os godt på vej. De nordiske borgere har givet udtryk for at have været glade for vores tilstedeværelse. Hos dem har vi fået rimelig frie tøjler og borgerne har nydt at vi har givet os god tid til dem. Også de britiske borgere har virket glade for at have kunnet kommunikere med os. Vi har under opholdet her ofte talt med en terminal - netop britisk – borger og har fået adskillige smil og gode grin frem hos ham. Borgeren døde for nyligt og da vi efterfølgende fik muligheden for at tale med hans familie, der var komet her til fra England, fortalte de os at han havde omtalt de søde danske piger der havde været her for ham. Det gav os en varm fornemmelse indeni at tale med dem og ikke mindst at kunne fortælle dem om nogle at de situationer, hvor vi havde grinet med deres far/svigerfar og hvordan han havde haft det de sidste dage.

Til trods for at det er et internationalt plejehjem, har det overrasket os, hvor svært det er for både personalet og ikke mindst ledelsen at tale engelsk. Vi har talt med flere pårørende, der har ytret at det gør det meget besværligt ikke at kunne tale spansk. Bl.a. lever englænderne her i deres egne små ”ghettoer” med engelske pubber og indkøbsmuligheder, og gør sig ikke den ulejlighed at lære sproget. Dette kan vise sig at være en stor ulempe, hvis/når man blive afhængig af hjælp her.

Alt i alt har det været en fantastisk oplevelse at være her. Dog savner vi vores familier og venner m.fl. i Danmark rigtig meget! Vi er enige om at vi glæder os til at komme i gang på hvert vores plejecenter i Danmark. Vi håber at vi hurtigt kan vænne os af med de dårlige vaner vi her har fået os og skræmmende nok også har taget til os i et vist omfang :-)

Til dem der tænker at dette kunne de også godt tænke sig at prøve, kan vi kun sige…..GØR DET!!!!

 

 

 

 

 

Så er vi lidt over halvvejs...

Så er vi lidt over halvvejs i denne udlandske praktik...

Vi er begge enige om at vi glæder os til at komme hjem til Danmark og være noget for vores egne ældre. Vi har lært nogle gode gloser, der gør at vi kan oplyse beboerne om hvad vores næste træk vil være. Det er dog noget frustrerende ikke at kunne tale sproget og derved være i stand til at yde en fyldestgørende indsats. Det er en lettelse hver gang vi skal ind og hjælpe en beboer der kan tale og forstå engelsk eller dansk. Vi oplever også at personalet her benytter den force vi har med sproget og specielt hos de skandinaviske beboere får vi lov at være på egen hånd. Ellers er vores opgaver her meget f.eks. at rede seng og være med til forflytninger. Vi står meget på sidelinjen, da vi har en opfattelse af at personalet hellere selv vil tage opgaverne end at skulle vente på at vi gør det. Vores tempo er langsommere, men vi er også noget mere grundige samt vi giver os tid til at tale med beboerne.

I denne uge er vi igen i dagvagt og vores fornemmelse er at aftenvagterne har nemmere ved at kapere at vi er med. Stemningen er helt anderledes end i sidste uge, hvor den var meget mere løssluppen og vi hyggede os virkeligt med aftenpersonalet. Denne uge har flere af os fornemmelsen af at være lidt i vejen. Det skal dog også siges, at samtidig med at vi er fem danskere i dagvagten, så er her også fire spanske praktikanter, så der er mange ekstra hænder. Det er for personalet også nemmere for personalet at skulle tale spansk end engelsk som de fleste jo har svært ved. Kunne vi tale spansk eller kunne personalet gøre sig mere forståelige på engelsk, ville vi kunne konfrontere dem med vores frustrationer og derved kunne nogle af de signaler vi synes at opfatte, forhåbentlig manes til jorden. Men det er jo en del af oplevelsen og udfordringen ved at være i en fremmed kultur.



Her forfindes materialer til sårskift m.m.

 

Siden vores evaluering i sidste uge, har vi efterfølgende kunnet se at lederen her har taget nogle af vores observationer op med personale gruppen. Man er bl.a. begyndt at bruge stå liftene her i større omfang, dog spænder man ikke beboerne med selen, hvorfor vi har set flere af dem være ved at glide ud af selen. Hvis vi påtaler dette, er svaret at det ikke er nødvendigt at gøre. Alt går bare så hurtigt her, så vores opfattelse er, at det tager ekstra tid og derfor fravælges det. Med hensyn til medicingivning, så er her også sket et tiltag. Nogle af sygeplejerskerne giver nu beboerne hele piller i munden med mulighed for at skylle dem ned. I starten af vores praktik fik mange af beboerne medicinen gemt i maden eller knust og hældt ovenpå maden. Dette resulterede i at mange selvfølgelig ikke havde lyst til at spise maden og skulle spise under tvang.

 

 

I morgen skal vi følges med sygeplejersken rundt og vi glæder os til at være med i nogle andre arbejdsopgaver. Hidtil har vores arbejdsopgaver været meget som social og sundhedshjælpernes. Hvad medicinen angår, har vi haft svært ved at se, hvordan de holder øje med at beboerne får deres medicin og om der er nogle systemer de følger, for det har indtil nu - for os - set lidt tilfældigt ud. Ligeledes med sårskifte, vi har ikke været med til dette, men har observeret at det foregår overalt på plejehjemmet. Oftest lige der, hvor beboeren befinder sig i det øjeblik det er tænkt at skulle gøres.

Så er der vendt op og ned på døgnrytmen.

Så er vi i gang med en uge med aftenvagter.

.... Og her foregår tingene næsten lige så hektisk som i dagvagterne. Når vi møder ind ved 3-tiden, skal alle de borgere som har sovet til middag op, samt have skiftet ble eller på toilettet. De fleste borgere bruger ble, så der er noget at gå i gang med. Også her forundres vi – det er nemlig ikke unormalt, at man er i gang med to borger på én gang på det samme toilet, hvoraf én sidder på toilettet mens en anden står ved vasken og bliver skiftet. De der har sovet til middag i sovesalen, bliver parkeret ved et bord, hvor der bliver serveret kaffe og kage. Herefter sidder nogen og kigger indtil der er aftensmad, andre får mulighed for at tegne, laver ’’baby-puslespil’’ eller blot høre musik. Når kl. er ca. 17.30-18.00 er alle borgerne kommet op og personalet kan derfor holder en lille pause. Efter pausen serveres aftensmaden, hvilket foregår på nøjagtig samme måde som til middagsmad.

Comfortlænestolene som nogle sover til middag i.

Nogle af de ting som vi er vidne til, giver os stadig en klump i halsen, dog er vi - og man kan godt blive lidt bange for at sige det – efterhånden blevet vant til mange af situationerne og det er på en måde allerede blevet hverdag for os...

Rollator - Hvor der kun er hjul foran.

Vi har i dag haft evaluering på plejehjemmet med Loles (lederen), Mette (Venga rejser) og de andre elever. Her var der lagt op til at vi kunne stille spørgsmål omkring hvad der undre os. Denne evaluering gav os svar på mange ting. Vi vil ikke sige at svarene retfærdiggøre deres handlinger, men det giver en god indsigt i hvorfor de i nogle situationer, gør tingene meget anderledes. Vi har vores danske kultur med os, og de har deres spanske.

Tager man f.eks. spisesituationerne, hvor vi har set flere borgere bliver tvangsfodret, så forholder det sig sådan i Spanien, at hvis flere borgere fra samme plejehjem indlægges med underernæring eller dehydrering, så vil man i systemet undre sig og iværksætte en undersøgelse af plejehjemmet. Det er ikke unormalt at plejehjemmet i så fald bliver politianmeldt eller tildeles en klækkelig bøde.

Ligeledes med fastspænding. Grunden til at dette benyttes her i så stor stil, er at man vil give personalet/plejehjemmet skylden for at en borger er faldet, så har man på plejehjemmet ikke gjort sit arbejde ordentligt og derved ikke passet godt nok på borgeren. Familierne her er af den overbevisning, at når man betaler for noget skal man have fuld valuta for pengene. Derfor forventes det at personalet gør mest muligt for borgerne, også selvom det gør borgerne fri for egenomsorg.

 

 

Seeeee hvor lille deres handicap toilet er!!

 

Bord, hvorpå der kan forfindes rent sengetøj, håndlkæder m.m., samt skraldeposer, beskidt vasketøj og gamle madbakker. Meget hygiejnisk!

 

 

 

 

Så er ved vi at være rigtigt i gang...

Første arbejdsuge er nu overstået her i Benalmádena J

Facaden af plejehjemmet

Vi har nu haft 4 arbejdsdage og dermed er første uge på plejehjemmet gået. I morgen, fredag, er der spansk helligdag og vi har fået en fridag. Fridagen skal vi bruge i en nærliggende by, hvor der er fiesta, hvilket vi har fået anbefalet at tage til og opleve. Vi tager der til sammen med tre andre praktikanter – en assistent og to hjælpere – så det ser vi frem til!

En af de 6 korridorer på plejehjemmet

Den første uge har været oplevelsesrig og vi har været vidne til en pleje, der er meget anderledes end vi har været vant til i Danmark. Det vi oplever her, er at beboerne på plejehjemmet mere eller mindre fratages alt ansvar, hvilket de umiddelbart affinder sig fint med. I hvert fald kan vi mærke at når vi står i plejesituationer og giver dem muligheden for selv at deltage, ytrer de ønske om at være fri for dette.

Vi får efterhånden lov til at deltage mere og mere selvstændigt i plejen, hvilket er skønt! Vi føler at vi er til nytte. Personalet løbet meget stærkt. På en normal dag møder der 6 personaler ind til plejen af de 90 beboere, heraf går en fra til servering af mad.

Joan foran plejehjemmet

 

Umiddelbart – og det lyder flot – så kan vi ikke lære noget her i praktikken. Dette fordi de gør mange ting helt anderledes end vi er vant til og gjorde vi som dem hjemme i Danmark, var vi blevet fyret! Her løfter man på borgerne, da der kun er 2 stå lifte til rådighed og personalet giver udtryk for at det er for besværligt at skulle ud og lede efter en lift, når man skal bruge den. Hygiejnen halter også meget, til stor forundring for os. Der udøves meget tvang i f.eks. spisesituationer og fastspænding er meget almindelig, hvilket kan være ubehageligt at være vidne til. Som en af vore medpraktikanter siger, skal vi huske på at her hersker en hel anden og for os fremmed kultur, så det der på os kan virke barskt, er ofte ganske normalt for mange af beboerne her.

Vi har dog lært at sætte pris på de hjælpemidler og ressoucer vi har i Danmark :-)))

På mandag giver Mette fra Venga os et spansk kursus, hvilket vi kan have god gavn af. Sproget er en af de største forhindringer for os, dog kommer man langt med kropssproget. Men det vil være rart om man kunne gøre sig lidt forståelig på spansk. Engelsk er virkelig ikke meget brugt i personalegruppen, men nogle af dem viser en vilje til at ville blive bedre til det!

Så ankom vi til benálmadena - Malaga

Vi ankom lørdag aften omkring midnat til Malaga lufthavn, hvor vi blev taget imod af Mette fra Venga rejser, som kørte os til vores lejlighed – Selve lejligheden er stor – Vi har begge eget soveværelse m. dobbeltseng, samt hver især vores eget badeværelse. Vi bor på 11. sal med en fantastisk udsigt til havet, bjerge og selve Benálmadena. Vi har derudover eget køkken og en fin stue.

Udsigt fra Marias værelse

Marias værelse

Joans værelse

Stuen + altan

Udsigt fra Joans værelse

Joans badeværelse

Første arbejdsdag er nu overstået og vi er faktisk ret chokerede!

For det første er der stor mangel på engelsktalende personale – dette var dog forventet. Det spanske personale taler meget indbyrdes og ofte hen over hovedet på borgerne (og os). Vi forstår ikke sproget, dog fornemmer vi frustrationen fra deres side, over at de skal have os med rundt.

Under spisesituationen, ved middagstid, bliver borgerne delt op i to hold – De demente og dem som ikke selv kan spise, spiser fra 12-12.30. Det første hold får nærmest talt bundet et helt lagen rundt om kroppen, som erstatning for det vi vil kalde et spisestykke. Herefter bliver maden nærmest skovlet ind i munden af dem, også af os, som er helt grønne (I Spanien) og ikke kan et ord spansk.

Efter endt måltid bliver alle borgerne fra det første hold kørt hen i ét stort soverum med en masse behagelige lænestole – Måden de kom derover på var dog knap så behagelig. Der blev hverken brugt lift eller andre hjælpemidler, de blev derimod taget under hver arm og nærmest smidt over i lænestolen – bogstaveligtalt!

De selvhjulpne får mad serveret ved pænt opdækket borde efter det første hold.

Her ses vi første dag i vores arbejdstøj, sammen med Lis fra Social- og sundhedsskolen, Fredericia.

Vi er dog, på trods af første håndsindtrykket, klar til at tage imod de kommende udfordringer og vi er sikker på at vi er en oplevelse rigere når vi vender hjem til DK!

Klar, parat, start!

Så er det på lørdag vi rejser. Vi glæder os! :-))))